Kronik til danske Kommuner

Hvad er det lige, de har gang i på Rådhuset?

Som småbørnsfar havde jeg forvildet mig ind i arbejdet i forældrebestyrelsen i den lokale dagsinstitution. Det skete fordi kommunen i min optik blandede sig i alt for meget. De havde blandt andet indført et alkoholforbud, så forældre ikke måtte drikke en øl til sommerfesten eller efter forældrearbejdsdagen. De begyndte med forskellige forbudstiltag at regulere steder, hvor der ingen problemer var.

Den nyanlagte parkeringsplads, efter udbygningen af børnenes daginstitution, undrede mig også. Samlet set meget få parkeringspladser, nok ud fra devisen, at hvis kommunen gør det vanskeligt at parkere, så cykler folk?  Desuden var der en helt skæv fordeling af handicappladser, måske fordi der var en kvote man var bagud med?

Min liste blev længere og længere. Tomgangsregulativ, rygeforbud blandt kommunens personale, sukkerpolitik hos personalet i dagtilbud, et jobcenter der sejlede og kommunal låntagning i schweizerfranc.

Så tog jeg konsekvensen, meldte mig under de Konservative faner og blev byrådskandidat.

Den første tid – nødvendige beslutninger

Det var selvfølgelig en stor glæde, at vi vandt borgmesterposten – efter 24 år med rødt styre.  Venstre holdt ord og indgik konstruktivt i konstitueringsforhandlingerne, selvom de sammen med Socialdemokratiet kunne have taget borgmesterposten.

Personligt havde jeg opnået et flot valg, med niende flest personlige stemmer, som førstegangsopstiller.  Men nu startede den politiske hverdag.

Vi fik hurtigt gennemført en del af vores politik – eksempelvis total afskaffelse af dækningsafgiften, afskaffelse af P-vagter, etablering af en ny attraktiv udstykning , så der igen kunne komme gang i bosætningen.

Men virkeligheden var også, at vi på mange måder overtog en presset økonomi. Vi overtog bl.a. et ”rødt budget”, hvor der var indregnet store besparelser for 2014. Besparelser hvor den konkrete udmøntning var blevet skubbet – det er jo ikke så populært at fortælle konkret hvor man vil spare i et valgår. Så nu stod vi med en masse nødvendige beslutninger, der var blevet skubbet.

Vi burde nok have genåbnet det budget for 2014, vi overtog, men vi vidste på daværende tidspunkt ikke, at listen af ubehagelige overraskelser ville fortsætte.

Nå, men jeg fik så den tvivlsomme fornøjelse at spare en masse på børneområdet. Træls men nødvendigt – nogle af beslutningerne var gode, nogle ville jeg gerne rulle tilbage, når økonomien igen tillader det.

Det daglige arbejde

Nu har jeg prøvet at deltage i en relativ solid flertalsgruppe, der dog overtog en administration, som var påvirket af 24 års rødt styre. Det tager noget tid at neutralisere, så tilgangen er at administrationen er til for borgerne.

Det har været nemt at få venner blandt de andre byrådskollegaer, specielt blandt de andre nyvalgte. Særligt har jeg nydt godt af samarbejdet med Birgitte Hansen fra Venstre, der som skolelærer har en særlig indsigt i børneområdet. Det kan både være en fordel og en ulempe, rent faktisk at vide noget om det område der laves politik på. Vi har jo ansat en forvaltning, der som fagfolk burde være de professionelle, men det er jo ikke altid sådan, at der en objektiv sandhed på et politisk område. Embedsværket har i den grad mulighed for at drive med deres egen dagsorden, vi som politikere så skal forpurre.

Vi kan blive nødt til at jage konsulenter, der med deres udviklingsprojekter tager tid fra lærerne og pædagogerne – som så igen går fra tiden med børnene. Men så har vi balladen, for det er jo embedsværkets opgave ikke vores, at fjerne disse dyre og overflødige konsulenter.

Nok er nok

En lokal sag havde tæret på samarbejdet i byrådsgruppen. Sognerådspolitikken havde kronede dage, men det er en præmis der skal kunne tåles. Det var ikke afgørende.

Vores nationale politikere havde igen fejlet med deres jubel-EU-tilgang. De Konservative var ikke kommet til fornuft og anbefalede et ja til afstemningen om retsforbeholdet.  Endnu et terrorangreb i Paris var for mig et tegn på, at vores nationale europæiske politikere slet ikke har viljen til at finde løsningerne på udfordringerne.  Efterfølgende har vi jo alle set, at et handlingslammet EU heller ikke har fundet ud af noget så banalt som at kontrollere vores ydre grænser.

Jeg meldte mig ud af Konservative for at blive løsgænger, så jeg aktivt kunne anbefale et nej til EU-afstemningen.

Hvad nu, er politik det værd?

Efter mit brud med Konservative var det tid til at reflektere. Havde jeg fortsat en politisk ambition, eller skulle jeg bruge tiden på noget andet?

Der var gået meget tid fra hjemmet, mange aftenmøder,  og tre små børn der også havde krav på at se lidt til deres far. I politik går tingene nogle gange meget langsomt, så selvom jeg oplevede, at jeg fik politik igennem, var det for lidt i forhold til tidsforbruget. Desuden har det også en pris at være en offentlig person.

Hvis jeg ville fortsætte i politik, var der egentlig frit valg. Lokalt havde jeg et godt samarbejde med mine kollegaer, og var stadig en del af arbejdet i flertalsgruppen.

Ved at melde mig ind i Venstre ville jeg have gode muligheder for at opnå genvalg, vores lokale samarbejde var godt. Men EU og den manglende lokale opbakning til ”Inger Støjberg-linjen”,  der på det tidspunkt virkede fornuftig,  gjorde det unødvendigt at sætte kaffe over.

Dansk Folkepartis retorik vedrørende migranter trak op, men deres nationale økonomiske politik og manglende reformvilje gjorde denne relation håbløs. Og jeg er bange for, Dansk Folkeparti kun mestrer symbolpolitik på udlændingeområdet.

Min gode ven Morten Uhrskov kunne godt bruge endnu et byrådsmedlem til Dansk Samling. Men partiet kæmpede for at samle underskrifter ind til at blive opstillingsberettiget til Folketinget, og Lars Hedegaard havde trukket sig.

Mads Holger havde gang i et spændende projekt – Nyt Højre – et flot nationalkonservativt program, men han mistede pusten da Nye Borgerlige kom på banen.

Valget faldt, efter en god lang tænkepause, som bekendt på Nye Borgerlige.

Pernille og Peters projekt 

Pernille er formidabel, hendes evne til at vide hvor hun vil hen, analysere problemet, sige tingene som de er, gribe fat ved nældens rod og finde løsninger baseret på viden og erfaring er unik. Selvom, eller måske netop fordi, hun ikke er politiker, er hun en inspiration, også for en som mig, der delvis var rullet ind i den såkaldte ”politiske virkelighed”.

Nu er jeg så havnet i et parti uden en historie, jeg skal forholde mig til, når jeg handler politisk. Det er spændende, og giver gode muligheder for at virke til gavn for decentralisering, hvor jeg kan medvirke til at give folk flere muligheder for at træffe beslutninger for deres eget liv.

Der er grundlæggende blot to helt centrale principper,  jeg skal forholde til, når jeg træffer politiske beslutninger: Danmark skal baseres på danske værdier, og danskerne skal bestemme meget mere selv.

Fremtiden

Kommunalvalget er lige om hjørnet, og jeg er ret sikker på det borgerlige flertal fastholdes i Sorø. Vi har fået sat kommunen på ret kurs, og står meget stærkere økonomisk, selv hvis vi igen bliver ramt af det uigennemskuelige udligningssystem.  Hvis vi virkelig ønsker et velfungerende kommunalt selvstyre, skal staten blande sig meget mindre. Det er kun en masse Djøf´ere, der har glæde af alle de puljeordninger og låneordninger, staten eksempelvis prøver at regulere det kommunale selvstyre med.

Men jeg glæder mig til den kommende tid i Sorø Kommune, der er stadig dyre konsulenter og gøgl der skal jages!